Da skete det at Guderne på deres vej gennem Det Tomme Intet kom til Verdensskiven.
Og Verdensskiven anerkendte Gudernes komme med det værste uvejr der nogensinde har raset.
Og da uvejret var på sit højeste og mange bopladser langs kysterne blev skyllet væk af gigantiske bølger blev Nevof, den mindste af Verdensskivens himmelske ilds fem Loyale Himmelske Følgere, revet ud af sin normale bane og kastet ind i en aldeles anden som lå på tværs af de baner de Loyale Himmelske Følgere altid havde fulgt.
Dagen efter denne rædselsnat regnede det med ild over store dele af Verdensskiven, og mange troede at Verdensskivens undergang var kommet, og at Han Hvis Navn Ikke Må Nævnes nu var blevet træt af at vente på hver enkelt dødsfald, og nu én gang for alle ville kræve hvad der tilkom Ham.
Men da nat atter fulgte dag dæmpedes ildregnen for helt at forsvinde da mørket vat tættest. Og da en ny dag uden nye omvæltninger fulgte denne nat, begyndte fuglene forsigtigt at synge igen. Hen under aften vovede de tapperiets og de mest sultne dyr sig frem fra deres skjul, og morgenen efter var alle undtagen de mest frygtsomme dyr i gang med deres normale hverdag igen.
Efter endnu et par dage uden andre nye katastrofer end Nevof, der i sin nye bane ustandselig truede med at styrte ned, begyndte selv menneskene at genoptage deres normale hverdag.
Således vænnede alle Verdensskivens beboere sig til den nye tingene tilstand.
Undtaget herfra var kun de store fembenede fugle som jætterne kaldte K'tou: De var blevet så bange under Gudernes ankomst, at de lå og holdt om deres smukke luerøde næb med deres forreste vinger og rystede af skræk i hver deres Fangejbusk, til de en efter en døde af sult, hellere end at vove sig ud af deres skjul.
Siden da kaldte jætterne Fangejbusken for K'toubusk, og dette navn spredte sig til alle de bevidste arter på Verdensskiven.
Kun skovens folk der lever længe og drageæten, der i deres hovmod påstår at kunne leve evigt, og for dette er blevet straffet med deres lange søvnperioder oven på deres bjerge af gyldne metaler og ædle stene, de til ingen nytte er dømt til at skulle samle og bevogte, foretrækker stadig det oprindelige navn for Fangejbusken.
Og Guderne kom frem og så ud over Verdensskiven og så menneskene, jætterne og de andre tænkende væsener, såvel som de mangfoldige dyrearter.
Og Guderne så at Verdensskiven var et enestående sted - en oase myldrende af liv midt i Det Tomme Intet.
Så Guderne bestemte sig for at herske over Verdensskiven i al evighed.
Og deres hersker sendte mindre Guder ud til alle egne af Verdensskiven for at udbringe budskabet om Gudernes komme. Mange af disse Guder beroligede de mennesker, jætter og andre væsener de besøgte. De fortalte at stormfloden og ildregnen, ja selv Nevofs nye bane var Verdensskivens hyldest til Guderne ved deres ankomst. Dette kunne selv ikke Han som af Ridderne i Zulik kaldes Mestermanden benægte, da Han ad omveje hørte om det. Mange af de der hørte denne udlægning af Gudernes komme valgte da at lyde Guderne, selvom en ikke ringe del af disse stadigvæk tilbad deres gamle herre.
Det var dog ikke alle Guder der valgte denne fremgangsmåde til at undertvinge sig Verdensskiven. Andre mere hovmodige metoder blev anvendt af de mere stolte Guder, der anså sig for at være så mægtige at en befaling til at tilbede dem, efter deres mening skulle være nok til at skaffe dem tilbedere. Ved denne fremgangsmåde vækkede disse Guder manges modvilje. Specielt de mere stolte racer og riger nægtede til at starte med at lyde disse Guder.
Den sølverne drage Antineé valgte endda at kaste sig over den Gud, der besøgte landsbyen Oufga ved floden Basd, hvor hun var på besøg. Under den følgende kamp mellem Guden Ail-â-Car og Antineé blev næsten hele landsbyen ødelagt. Til sidst bed Antineé det venstre ben af Ail-â-Car som derefter drev begge sine arme ind i dragens mave. Her fremkaldte Ail-â-Car en ildkugle, der rev dragen i stumper og stykker der blev slynget så langt som tre mil væk. Således faldt Antineés hoved, stadig med Gudebenet mellem tænderne, midt i gadekæret i Nielfheim. Her brugte de gennemvåde jætter derefter fire dage og fire nætter på at diskutere hvad dette varsel mon skulle betyde, uden at kunne blive enige. En bjergtrold på gennemrejse så dragehovedet og hørte historien, og fortalte om hændelsen på sin videre rejse.
Således skete det at da Guden Kaap tretten dage efter kampen i Oufga ankom til Jorli, havde beboerne der hørt om kampen, selv om ikke alt hvad de havde hørt var sandt. Så da Kaap landede på torvet, trykkede de fleste mennesker sig op mod husmurene i frygt for hvad der ville ske. Kun en olding, krumrygget af gigt turde nærme sig Guden, der stod ved torvebrønden og ventede på ham. Da oldingen nåede frem til Kaap, spurgte han med pibende stemme mellem mange host Guden hvordan det kunne være at en af Guderne nær havde tabt en kamp mod en drage. Hvis Guderne var Guder, burde kampen da have været let for Guden. Oldingen dristede sig til at foreslå at når dette ikke var tilfældet, var Guderne måske ikke så mægtige som de påstod?
Kaap morede sig over et sådant vovemod fra oldingens side. Han så sig omkring og pegede rundt på folkene og husene. Kaap lod som om oldingen var en mægtig kriger og foreslog at han kunne bevise Gudernes almagt ved at besejre ham. Kaap mente endvidere at de skulle gå udenfor landsbyen for at afholde deres tvekamp, således at de ikke kom til at ødelægge en ny landsby i deres kampiver.
Hertil bemærkede oldingen at han godt forstod at Kaap holdt ham til gode og at der ikke var tale om at han ville slås med nogen. Den slags var han forlængst vokset fra.
Kaap tænkte at det var en modig gammel mand som stod der og irettesatte en Gud om at slagsmål kun var for halvvoksne drenge, mens klogere personer havde en andre og bedre metoder til at afgøre uoverensstemmelser på. Han lod nu som om han stod overfor en gammel viis mand, og spurgte ydmygt hvordan han kunne bevise sin Guddommelighed.
Oldingen lod sig stadig ikke mærke med at Kaap holdt ham for nar. Med al den værdighed han kunne mønstre fortalte han Kaap at han ikke ville tilbede en dødelig Gud, så hvis Kaap ville være så venlig at fortælle ham om Guderne var dødelige eller ej, således at dette hersens Gudebesøg kunne blive overstået så høsten kunne komme i hus.
Kaap syntes at det lød underligt, men da han ikke var hverken særlig kløgtig eller forsigtig, antog han at det hele havde noget med overtro at gøre. Måske var der også indblandet et tabu mod at udgive sig for at være udødelig blandt dette folkeslag. Kaap endte sine overvejelser da han kom i tanke om at når han havde sagt at han var udødelig, ville hele landsbyen tilbede ham. Han bestemte sig for at viderebringe denne oplysning til de andre Guder, da det virkede som en nem måde at skaffe tilhængere på. Som følge heraf, råbte Kaap med hvad han selv mente var en dyb stemme, passende for en vigtig Gud, at han, Kaap, naturligvis var udødelig. Det var alle de andre Guder selvfølgelig også.
Da Kaap havde udtalt disse ord, så det for de ventende folk ud som om Kaap et øjeblik stod og ventede. Derefter segnede Kaap om og faldt ned i brønden, hvor vandet begyndte at syde og koge. I mange dage derefter var vandet dødeligt for alt levende, mennesker såvel som dyr. Selv græsset gik ud om blot en dråbe af vandet ramte det.
Oldingen vendte sig om og gjorde de andre mennesker opmærksom på at det nu var bevist, at Guderne også måtte lyde Mestermanden. Herefter forsvandt oldingen fra byen `for ikke at Guderne skal komme og straffe byen for mine gerninger'. Så trådte byens råd sammen og blev enige om at selv om de hellere måtte lyde Guderne, måtte alle huske at Mestermandens magt snarere var øget end mindsket ved Gudernes komme.
Da de andre Guder hørte om Kaaps skæbne, blev der et stort røre blandt dem. Nogle Guder ville med det samme ødelægge store riger overalt på Verdensskiven som en påmindelse om Gudernes magt. Det lykkedes dog mere besindige Guder som Tan Hvidhånd at berolige de andre Guder så meget at en rådslagning kunne holdes. På dette møde blev Guderne enige om at finde ud af hvem deres ukendte modstander var, for derefter at fordrive denne fra Verdensskiven.
De næste mange dage vandrede mange Guder rundt på Verdensskiven for at lære deres modstander at kende. Nogle Guder opsøgte lærde mænd, andre udspurgte de legende børn ved landsbyernes gadekær. Guderne prøvede at få deres informationer uden at andre blev klar over deres søgen efter viden, så der gik efter menneskenes målestok lang tid før Guderne mente at kende deres modstander.
Denne "stilhed før stormen" som de viise senere kaldte disse år brugte Guderne også til andet end at samle viden. Mange af de Guder der samlede viden, sørgede samtidig for at udbrede kendskabet til Guderne. Således voksede Gudernes magt sammen med deres viden, som tiden gik og de omvendte flere og flere mennesker og jætter til at tilbede Guderne. Denne metode var dog ikke hurtig eller effektiv nok for alle Guder. Især var en del Guder irriteret over de få omvendelser hos de stolteste slægter som skovens folk, for slet ikke at tale om drageæten, der alle som en nægtede at tilbede Guderne.
For at sætte gang i omvendelserne gik en gruppe Guder med Utlik i spidsen i gang med at demonstrere Gudernes magt overalt på Verdensskiven.
Overalt landede enkelte Guder i mindre landsbyer for at lære beboerne mere om landbrug eller nedlægge rovdyr som den Hábbeske løve, der havde mere end tre dusin menneskeliv, heriblandt en ridder fra Lîuoz, på sin samvittighed.
Den største af Gudernes bedrifter i denne periode var da selveste Utlik satte en stopper for ildfuglenes hærgen. Utlik løste problemet ved at kaste ildfuglenes bjerg i havet, således at ildfuglene druknede i deres reder eller døde af udmattelse i flugten uden at kunne finde egnede redepladser. Efter denne dåd bekendte mange sig til Guderne, thi dette var en magtdemonstration hvis mage aldrig var set. Det vigtigste resultat af Utliks arbejde, var at landene omkring Ujli, hvor ildfuglene især havde hærget, på Utliks opfordring ophøjede Utlik til statens beskytter og indførte specielle helligdage for tilbedelsen af Guderne. Den vigtigste af disse højtider var den årlige femdages fest til ære for Utliks sejr over ildfuglene, hvorunder en rituel genopførelse af historien blev foretaget af de bedste skuespillere.
En halv menneskealder efter Utliks store bedrift, bestemte Guderne at tiden var inde til at slå til mod deres modstander.
Tre af de mindre Guder startede kampen i skyerne over det smukke Helon. De blev dog hurtigt slået, og mens de to brændende styrtede mod jorden, flygtede den sidste Gud ud over havet. Her blev Guden angrebet af fire drager og det blev en stor kamp med ild og vand, luft og jord. Da kampen var over, styrtede Guden udmattet ned mellem de sønderrevne drager og druknede. Således var der ingen sejrherre i denne den første kamp.
Gudernes næste træk var at få herskerene over landene omkring Ujli til at udråbe en hellig krig mod de nabolande der ikke anerkendte Guderne. Under de kampe der herved forekom, hjalp mange mindre Guder deres tilbedere. Nogle af disse Guder kæmpede sammen med herskerne på jorden hvor deres tilstedekomst ofte var nok til at få fjenden til at flygte i rædsel. Andre Guder foretrak at kæmpe for sig selv, ofte i luften mod drager. Disse guder overfaldt også byer og fæstninger for at sprede rædsel.
I starten gik den hellige krig frem som en kniv gennem smør, men da tre af herskerne i samme øjeblik blev dræbt i det første slag om Trino, afbrød de troende kampen dybt rystet. Da kun den ene af de faldne herskere havde valgt sin efterfølger, opstod interne magtkampe. Disse stridigheder forsatte under de næste to slag om Trino, og blev forstærket yderligere da en af Guderne under et styrtdyk blev ramt af en pil og styrtede ned over et regiment spydkastere. Herefter trak en stor del Guder sig ud af korstoget da de var trætte af herskernes interne magtkampe.
Da Guderne trak sig ud af kampene, begyndte menneskehæren langsomt men sikkert at gå i opløsning, og efter endnu et år med uregelmæssige stormløb på Trino, opgav de sidste rester af de fordums så stolte hære at føre krigen videre og vendte hjem.
Fem år senere startede Guderne et nyt korstog. Dette var bedre forberedt, både med våben og med ledelse. Krigerne brændte efter at bortkaste skammen over de mislykkedes angreb på Trino, og allerede under det andet stormløb indtog de fæstningen under ledelse af Guderne Ryu og Folma. Medens Ryu blev tilbage i Trino, forsatte krigen til landene mod navlen og mod Den Himmelske Ilds Komme. Overalt faldt byer og borge og hærafdelinger blev knust. Og overalt hvor krigen drog forbi, blev garnisoner efterladt for at styre landene, kræve skatter og kue befolkningen. Dette blev da også det eneste resultat, da det i det store hele viste sig umuligt at omvende befolkningen, hvilket var baggrunden for den hellige krig. Da Guderne så dette trak de sig atter ud af kampen. Mange trak sig helt ud, men en del slog sig som Ryu ned i et erobret område, for der at vinde nye tilbedere.
Som under det første korstog forsatte menneskene krigen efter at Guderne havde forladt dem.
Det gik dog ikke længere så godt. Krigen var blevet svækket stærkt ved Gudernes forsvinden. At Guderne ikke længere kunne tilintetgøre særligt farlige modstandere var en ting, noget andet og mere var at den selvsikkerhed soldaterne havde haft med et forsvandt.
Det næste større slag tog længere tid og kostede de troende så store tab, at de selvom de vandt bestemte sig for at standse krigen og drage hjem igen.
Under tilbagetoget blev de troende atter og atter angrebet af hære fra de lande de ikke havde erobret, ligesom en del opstande i de besatte lande flammede op.
Således blev resultatet af Gudernes anden hellige krig kun en besættelse af landene mellem Trino, som holdes af Ryu mod ethvert angreb, og Ujli.
De fyrre år Guderne lod passere inden de startede deres tredje krig benyttede de godt. Overalt hvor Guderne herskede, lod de templer bygge. Ved templerne lærte Guderne særligt udvalgte mennesker op til at lede tilbedelsen af Guderne og til at sprede troen.
For bedre at kunne omvende folk, gav Guderne deres udvalgte særlige gaver og evner. Således kunne nogle af de udvalgte helbrede sygdomme blandt mennesker og dyr. Andre, udvalgt af mere stridbare Guder, fik kræfter til at dræbe med ord alene.
Disse "Gudernes Udvalgte" som de kaldtes, blev ikke bare ved templerne. En del drog ud til landsbyer og ensomme hytter for med ord og undere at udbrede troen. Og mange lod sig nu omvende, thi væsener med store kræfter kendte man mange af, men det at kunne give almindelige mennesker sådanne evner som Guderne havde givet - det var i sandhed et tegn på ufattelig magt.
Som årene gik, overlod Guderne mere og mere til de udvalgte. Således holdt Guderne til sidst helt op med at finde og oplære nye kandidater. Dette hverv blev føget til de andre opgaver de udvalgte skulle udføre. Således grundlagdes et præsteskab, som kunne virke som mellemled mellem Guderne og de almindelige mennesker. Dette var noget nyt på Verdensskiven, og bidrog til omvendelserne. For Guder der ønskede tilbedere, men som ikke selv ville vise sig for disse hele tiden, måtte i sandhed være mægtige.
Og samtidig med at Gudernes magt voksede, voksede også præsteskabets magt: præsterne kunne jo tale med Guderne og udførte Gudernes befalinger som alle andre snart udførte præsternes befalinger.
Gudernes tredje krig var radikalt anderledes end de to foregående.
Guderne delte deres tropper op i mange små hære spredt ud i en vifte med enkelte større hære bagved. Overalt hvor en af de forreste hære stødte på for stærk modstand, trak den sig ud af kampen og overlod fjenden til den nærmeste større hær.
Lige efter hærene kom en bølge præster sammen med hvervekompagnier. Disse sørgede for at omvende de slagne folkeslag, samt for erstatninger for de faldne soldater. Det sidste skete især ved tvangsudskrivning af de våbenduelige der nægtede at lade sig omvende. Da Guderne ikke stolede på de tvangsudskrevne, blev disse som regel tildelt de kompagnier der fik de farligste opgaver, således at tabene blandt de troende kunne holdes nede. Brugen af denne slags tropper bremsedes dog efter slaget ved Krip, hvor de fire kompagnier der skulle lede angrebet, under stormen på fæstningen dræbte deres officerer og sluttede sig til forsvarene.
Krigen gik langsomt men sikkert frem år efter år, og mange lande blev indtaget. Det undrede Guderne at deres fjende ikke samlede sine styrker til slag, men syntes at foretrække en række mindre slag. Slag Gudernes tropper uden undtagelse vandt.
I løbet af krigens toogtyvende år opdagede Guderne hvorfor deres fjende havde kæmpet som han havde gjort.
Gudernes hære kom til en fæstning hvis lige hverken før eller siden er set på Verdensskiven. De ydre mure omkransede hverken byer eller slotte, men hele lande omgivet af bjergkæder.
Det tog et år at samle soldater nok til at omringe fæstningen. Først da dette var gjort, mente Guderne at tiden var inde til at teste forsvarets styrke. På samme dag angreb hære overalt de ydre mure. Mange steder blev angribernes hære slået tilbage, men enkelte steder brød de igennem murene. En enkelt hær nåede endda helt frem til den anden mur, der var hugget ud af selve bjergenes evige sten.
Det tog Guderne halvandet år at indtage hele ydermuren selvom de havde en hær bag den, så stor var fæstningen.
De næste otte år kæmpede angribere og forsvarere om kontrollen over bjergene. Angreb og modangreb vekslede hele tiden, både gennem passene der alle var bevogtede af mægtige borge, over bjergtinderne hvor elementerne forårsagede lige så store tab som krigshandlingerne, samt under bjergene, hvor begge sider borede tunneler for at kunne lave udfald bag fjendens linier.
Kampene under jorden var så voldsomme at det skete at ligene hobede sig så højt op, at de levende måtte opgive at komme frem til deres fjender, før de døde var bragt væk. Det blev almindeligt at underminere lofterne i gangene, for at sikre sig at fjenden ikke kunne udnytte gangene hvis han vandt en af de blodige nærkampe i det evige mørke der kun ønskede at dele sine hemmeligheder med de døde.
De største og vigtigste slag stod dog om bjergpassene. Enkelte fæstninger modstod utallige angreb, men langt de fleste fæstninger skiftede hænder adskillige gange. Enkelte fæstninger skiftede ejer med ugers mellemrum, mens kampene om den største, Falkestead, var så voldsomme at den sank i grus uden at kampene omkring den aftog i styrke. Tværtimod forsatte de mere intenst.
Da Guderne endelig indtog resterne af Falkestead med tilstrækkelige store styrker til at kunne holde ruinerne, fik de mulighed for at føre store styrker gennem passet. Dette benyttede de sig af til at føre krigen ind bag bjergene, som forsvarerne derefter langsomt trak sig ud fra, hellere end at risikere at blive afskåret fra forsyninger.
Gudernes tropper gik nu frem til de hvide marmormure, der omkransede de indre dele af fjendens fæstning. Hærene omringede nu disse mure og begyndte en ny belejring. Det viste sig hurtigt at være umuligt at løbe storm på murene. Det skyldtes den måde de var bygget på. Murene startede nede ved jorden med kun en ganske svag hældning fra vandret, for at stige en anelse mere for hver ny menneskelængde end den foregående, indtil muren endte i fem lodrette menneskelængder.
Da Guderne måtte opgive at storme muren, satte de en del af deres folk til at grave gange og gallerier under den for at underminere den. Andre soldater blev sat ind mod portene i murene, medens atter andre beskød muren med mægtige kastemaskiner i et forsøg på at lave en breche så fodfolket kunne storme.
Også i luften over marmormuren foregik kampe, selvom disse mere bar præg af forpostfægtninger end af rigtige slag. I disse kampe kæmpede ildfugle og vingede folk på Gudernes side mod drager og alfer om reten til at beflyve himlene over murene.
Det var dagen efter det fjerde angreb på det der siden kaldets "De Dødes Port" forsvarenes første sortie skete.
Da solen stod op, så de forbløffede angribere porten gå op. I velordnede rækker kom et kompagni kavaleri på sorte heste og iklædt natsorte brynjer og hjælme.
Kompagniet stillede op i kampformation foran porten, medens Gudernes tropper i hast gjorde sig klar til strid. Da det sorte kompagni var fuldt opstillet, var kun omkring halvandethundrede ryttere kommet gennem porten, men ikke desto mindre lod deres anførere blæse til angreb.
De blev mødt at fire kompagnier kavaleri.
De sorte ryttere skar sig gennem deres fjender som en le skærer sig gennem en kornmark ved høsttid.
Overalt hvor de kom frem slog de ned for fode uden selv at tage tab. Der gik derfor ikke lang tid før belejrerne afbrød kampen og flygtede tilbage til deres egne linier.
De sorte ryttere forfulgte ikke de flygtende, men gennemsøgte i stedet slagmarken for fjender der endnu ikke var døde.
Dem de fandt dræbte de.
Derefter vendte de roligt tilbage til porten, som de red gennem inden deres fjender reagerede på det passerede.
Næste morgen red det sorte kompagni atter ud.
Igen blev rytterne mødt af kavaleri midt mellem linierne.
Igen var det som kunne de sorte ryttere ride som de ville. Deres fjender som vidste hvad der var sket dagen før, passede på ikke at falde hjælpeløse om på slagmarken, men valgte at undgå nærkamp hvis de blev såret. Som følge heraf brød de sorte ryttere hurtigere end dagen forinden kampviljen hos deres modstandere, som igen måtte flygte.
Og igen afsluttede de sorte ryttere deres opvisning med at dræbe de fjender som ikke var flygtet, inden de vendte tilbage til fæstningen.
Da de sorte ryttere den tredje dag gik til angreb, blev de mødt af fem kompagnier kavaleri samt et kompagni bueskytter.
Bueskytterne startede kampen med et par byger af pile. Disse fældede en del heste, men ikke en eneste mand. Herefter trak bueskytterne sig tilbage i god orden og overlod resten af kampen til rytterne som modvilligt red frem for at møde angrebet.
De sorte ryttere vandt igen en knusende sejr. Denne gang måtte mange ryttere dog ride dobbelt da mange heste var fældet i kampen, men endnu var ingen rytter slået i jorden.
Da det sorte kompagni angreb næste dag, blev det mødt af et kompagni bueskytter, som dræbte en del heste. Derefter angreb Yggs vagtkompagni, støttet af præster og med Guden selv blandt de forreste ryttere.
Vagtkompagniet kæmpede godt så længe Ygg var blandt dem.
Det så ud til at krigslykken var vendt. Overalt hvor Ygg kom frem slog han sine fjender. Det viste sig dog snart at dette ikke kunne vare ved. Tre sorte ryttere angreb samtidig Ygg og overvandt Guden.
Da vagtkompagniet så Ygg falde, blev de grebet af panik og flygtede tilbage til deres egne linier. Da de på sikker afstand så de faldne sorte ryttere en efter en rejse sig op, en enkelt med sit hoved under den ene arm, og sidde op bag en af deres kammerater, blev de igen grebet af frygt, thi til denne dag havde ingen set de døde rejse sig for at forsætte kampen på deres herres bud.
Da det sorte kompagni næste gang red ud blev de ikke mødt.
Da Kroax hørte om tingenes tilstand, forlod han sin egen hær i det fjerne Renol og fløj så hurtigt han kunne. Da Kroax kom frem udspurgte han alle overlevende fra kampene mod det sorte kompagni. Derefter besluttede han sig for selv at møde de uovervindelige krigere for at skaffe yderligere informationer om dem.
Som følge heraf mødte Kroax de sorte ryttere dagen efter sin ankomst. Endnu en gang mødtes de angribende ryttere af en sky af pile, der fældede mange heste. Derefter red Kroax frem sammen med sin private hird og et særligt udvalgt vagtkompagni.
Slaget bølgede frem og tilbage det meste af en time. Derefter bestemte Kroax sig for at afbryde kampen, og midt på slagmarken omskabte han sig til en stor sort ravn, der greb en af de sorte ryttere i sit næb, for derefter at flyve bort. Da hans soldater så at deres Gud havde forladt dem, blev de grebet af panik og flygtede som de bedst kunne.
Endnu en gang holdt det sorte kompagni slagmarken.
Og Guderne trak deres styrker en times gang tilbage fra "De Dødes Port".
Mens Kroax studerede sit krigsbytte, blev de andre Guder enige om en løsning på problemet med de døde ryttere.
Den løsning Guderne fandt, bestod i at lade den tredje af De Himmelske Ledsagere styrte ned over deres fjendes fæstning og tilintetgøre den sammen med alle dens forsvarere, levende som døde. Syv nætter efter hinanden arbejdede Guderne på at ændre deres offers bane om Verdensskiven. Den ottende nat så Guderne at deres værk var fuldbragt og ville krones med held tre nætter senere.
For at fjenden ikke skulle ane uråd, bestemte Guderne at løbe storm på fæstningens marmormure hele dagen før fæstningens ødelæggelse. Denne blodige dag blev således en passende bebuder af "Natten Himlene Faldt Ned". Da mørket faldt på, trak Gudernes hære sig tilbage med uforrettet sag for sidste gang. Hærene trak sig så langt tilbage som blev anset for muligt før Den Himmelske Ledsagers fald.
...
Og Guderne så den Tredje Himmelske Ledsager falde.
...
Og Guderne så Fjendens fæstning forsvinde i ildkuglen.
...
Og Guderne så deres hære blive fejet ud i glemslen af stormen der fulgte ilden.
...
Og Guderne så endelig deres fjende, idet Han rejse sig af ruinerne, styrket af de mange der nylig led døden her på Gudernes bud.
...
Og Guderne så døden indhente dem en efter en på denne nye rædselsnat.
...
Og Verdensskiven gennemgik på ny alskens kvaler som en hyldest til Gudernes bortgang.
Da Verdensskiven faldt til ro, samledes de sidste Guder. Ingen af disse Guder havde deltaget i den sidste kamp, hvilket havde været deres redning.